Studiejob: Skal dit studiejob være relevant?

Studiejob

Dette indlæg er en del af vores serie om studiejob. I serien kan du læse følgende indlæg:

Skal du have et studiejob?

Har du tid til at have et studiejob?

Skal dit studiejob være relevant?

Hvordan får du et studiejob?

 

Skal dit studiejob være relevant?

Efterhånden er det næsten umuligt at sige ”studiejob” uden også at sige ”relevant”. En af de mest vedholdende diskurser i de seneste år har nemlig været, at man som studerende skal havet et relevant studiejob. Men behøver dit job være relevant for at være godt – og hvad er et relevant job egentlig?

Hvad betyder ”relevant studiejob”?

Begrebet ”relevant studiejob” er meget vagt, og dækker faktisk rigtig mange typer jobs. I de fleste brancher handler det bare om at se mulighederne. Helt bredt kan man sige, at alle jobs er relevante, fordi de giver erhvervserfaring. Snævert set er relevante studiejobs ofte jobs, der ligger meget nøjagtigt inden for ens fagfelt. Det kan for eksempel være, at du arbejder på et advokatkontor, hvis du læser jura. Der findes dog også utallige jobs, som ligger et sted mellem de to perspektiver, og som sagtens kan være relevante, selvom de ligger lidt uden for dit fagfelt.

Derfor er det svært at sige, hvad der egentlig er et relevant job for dig – og hvis du er kreativ, kan næsten alle jobs blive relevante.

Vælg, hvad du har lyst til

Generelt er svaret på denne artikel meget simpelt: Dit studiejob skal være relevant, hvis du ønsker det. Hvis du gerne vil prøve din faglighed af i praksis eller have mere erfaring inden for dit fag, skal du søge et relevant job.

Hvis du er helt ligeglad med, hvilket job du har, behøver du ikke at søge et relevant job. Det kan dog stadig være en god idé, så du kan fremvise ekstra erfaring, når du engang skal søge et ”rigtigt job”. Det vigtigste er bare, at dit job ikke hænger dig ud af halsen. Så skal du nemlig finde et nyt hurtigst muligt.

Et godt studiejob kan være en genvej

Selvom det egentlig ikke er så vigtigt, om dit studiejob er relevant eller ej, vil vi lige nævne en fordel ved et relevant studiejob. Du skal nemlig huske på, at et studiejob kan være genvej til en fuldtidsstilling efter studiet. Virksomheden vil hellere ansætte folk, de kender, end fremmede. Hvis du har haft et studiejob, har du allerede bevist dit værd. Derfor kan du nemmere få job i virksomheden bagefter. Hvis du vælger et relevant studiejob, har du derfor meget større chance for at blive ansat i en relevant stilling efter endt studie.