Problemer med at falde i søvn?

Problemer med at falde i søvn

Er du blevet inspireret af vores indlæg om, hvordan du får en bedre døgnrytme, men har du svært ved at falde i søvn om aftenen? Så giver vi dig her et par tips til, hvordan du får kroppen i søvntilstand, når det er sengetid. Det er nemlig ikke altid lige nemt at vænne kroppen af med sommerrytmen og gå tidligt i seng.

Pas på med det blå lys

Din computer, telefon og tablet udsender alle et blåt lys, som gennem dine øjne påvirker kroppens melatonin-produktion. Melatonin er det stof, der gør os søvnige, så når dine øjne bliver påvirket at blåt lys, føler du dig ikke træt, og du får sværere ved at sove.

Derfor er det en god idé at lave noget andet end at bruge din computer eller telefon lige inden sengetid. Læs en bog, spil et spil eller ryd lidt op derhjemme.

Hvis du skal bruge en skærm, så led efter den indstilling på din computer eller telefon, der hedder der hedder natlys, blåt lys-filter eller lignende, som giver skærmen et mere gyldent lys og skåner dine øjne. Den kan som regel indstilles til at slå til ved solnedgang og fra igen ved solopgang, så prøv at give den et forsøg.

Lad vennerne vente til i morgen

Du har sikkert prøvet at lægge dig til rette under dynen, finde den helt rigtige stilling og slappe fuldstændig af – kun for at høre din telefon vibrere løs med notifikationer, som du er nødt til at tjekke.

Hvis du hele tiden vender dig rundt og holder dig aktiv ved at bruge din telefon, bliver det sværere at falde i søvn. Derfor er det en god idé at øve sig i at ignorere notifikationerne og lade dem vente til i morgen tidlig – eventuelt ved at sætte telefonen på fly-tilstand, så du slet ikke hører dem.

Skab en afslappende atmosfære

Den menneskelige krop husker rigtig godt, og den er ikke nem at narre. For eksempel kan den godt huske, hvis du plejer at hænge i sengen hele dagen, mens du laver alt muligt andet end at sove, og så holder kroppen op med at forbinde sengen med søvn.

Kroppen bliver også påvirket af, hvordan rummet ser ud, og hvor afslappende det er. Enkel indretning og mørke farver giver ro i dit soveværelse, og det hjælper dig til at falde i søvn.

Hvis du sætter din søvn i højsædet, når du indretter og opholder dig i soveværelset, er der større chance for, at din krop forbinder rummet med at sove, og så får du en bedre søvn.

En god hjælp er at skrue ned for lyset i rummet op til sengetid, så dine øjne slapper af og begynder at forberede kroppen på, at den snart skal sove.