Meld dig ind i en a-kasse og spar penge

Mens du er studerende, skænker du måske ikke dagpenge og a-kasser mange tanker. Men det er faktisk en rigtig god idé allerede nu at melde sig ind i en a-kasse. Selvom du uden tvivl langt hellere vil ud og prøve dine kompetencer af i praksis frem for at være ledig, så er det kun fornuftigt at sikre sig dagpenge, hvis du nu ikke er så heldig at lande dit første job med det samme.

Du kan få dagpenge fra første dag som nyuddannet og ledig

Du er berettiget til dagpenge som nyuddannet fra din første ledighedsdag, hvis du har været medlem af en a-kasse det sidste år af dit studie. Som nyuddannet og ledig modtager du en særlig dimittendsats, som i 2019 udgør 13.489 kr. Denne sats er fastsat af staten og den samme for alle a-kasser. Det er på trods af dette en god ide at undersøge markedet for a-kasser, da der kan være forskelle på deres indsigt og faglighed i dit uddannelsesfelt. Dette har nemlig betydning for, hvor god a-kassen er til at hjælpe dig i job. Hvis du vil vide mere om a-kasserne, så tjek akassetips.dk

Hvis du ikke har været meldt ind i en a-kasse det sidste år af dit studie, så skal du se at få det gjort, så snart dit studie er afsluttet. Du har 14 dage fra din sidste eksamen eller den sidste karakter er givet, til du skal være meldt ind i en a-kasse. Det giver dig ret til at modtage dagpenge efter 1 måneds ledighed. Du går altså glip af første måneds dagpenge!

Ingen dagpenge, hvis du glemmer a-kassen

Hvis du helt glemmer at melde dig ind i en a-kasse eller overskrider tidsfristen på 14 dage, kan du først blive medlem, når du er i arbejde. Og tidligst et år derefter er du berettiget til at få dagpenge. Det er derfor en rigtig god idé at melde dig ind i en a-kasse som studerende.

Gratis medlemsskab af a-kasse til studerende

Mange a-kasser har gratis medlemskab til studerende, hvis du endnu ikke er fyldt 30 år. Når du er fyldt 30 år, kan der være særlige tilfælde, hvor du fortsat kan nyde godt af gratis eller nedsat kontingent. Det kan du i dit konkrete tilfælde tage op med din a-kasse.